Caminoruten

Selve Camino pilgrimsruten starter i det sydlige frankring i en lille by der hedder Saint Jean Pied de Port. Man kan også vælge at starte andre steder, alt efter hvor lang tid man har til at gå turen. Mange vælger også at starte ved byen Roncesvalles, der ligger på den spanske side af Pyrenæerne.
Vi har valgt at starte ved Saint Jean Pied de Port i Frankrig, for selvom turen over Pyrenæerne er en af de hårdeste etape på hele pilgrimsruten, er det også den smukkeste, og det vil vi ikke undvære for noget.

Regionerne
Af større byer i Navarra regionen kan nævnes Roncesvalles (hvor mange pilgrimme også vælger at starte turen), Pamplona (det er i denne by, der hvert år er mulighed for at løbe rundt i gaderne med de vilde tyre), Puenta de La Reina (hvor de mange veje fra Europa mod Santiago mødes, og bliver til én), Estella (hvor der bl.a. er mulighed for at få set på sine vabler og andre lidelser på Røde Kors' pilgrims- hospital). Navarra er meget grønt og frodigt, og en del af ruten går langs floden Arga, og gennem større skovområder. Vi møder også middelalderbroer der er bygget af romerne i 1100-tallet. Et stykke efter landsbyen Uterga kan du vælge at lave en afstikker fra ruten, da der er mulighed for at se en ottekantet kirke bygget af Tempelridderne i det 12. århundrede. Kirken Eunate har været brugt til pilgrimmene, og pilgrimme der døde på deres pilgrimstur, blev oprindeligt begravet her. Det er en flot lille kirke, der bestemt er et besøg værd.

Turen fortsætter gennem Rioja området, der af de fleste er kendt for deres gode vin. Landskaberne er derfor også præget af vinmarker. Af større byer kan nævnes Logroño, der er en dejlig by, Santo Domingo de la Calzada, her ligger katedralen der nok mest er kendt for, at der går to levende høns rundt i et bur i kirken, katedralen er bestemt et besøg værd. I Rioja området møder vi floden Ebro og endnu en middelalderbro bygget af Romerne i 1100-tallet. En afstikker til San Millán de la Cogolla kan overvejes, da der ligger to små klostre Suso og Yuso. Det menes at nogle af de første ord på Catalansk er nedskrevet af munkene i disse klostre.

I regionen Castilla y Léon kan nævnes Burgos, som er en ret stor by, og du skal gå langt inden du kommer til den gamle bydel, men den er også utrolig charmerende. Et stykke før Burgos, i et område kaldt Atapuerca, hvor man har fundet skeletter og andre spor af nogle af de første mennesker i verden, der er lavet et museum om disse fund.
Når du når Sahagun har du gået halvdelen af Camino pilgrimsturen. León er en utrolig dejlig storby, der bestemt også er et besøg værd. Ud over den flotte katedral kan også nævnes bygningen der mest af alt ligner et eventyrslot, arkitekten bag denne fantasifulde bygning er Gaudi. Den samme arkitekt har også bygget et disneylignende slot i Astorga, som nu fungerer som pilgrimsmuseum.
I Ponferrada ligger bl.a. en stor flot tempelridderborg. I Villafranca kan som noget af det første i byen nævnes kirken, hvor pilgrimme der ikke havde helbred til at gå helt til Santiago, kunne gå igennem denne kirkeport og dermed få syndsforladelse.
I Castilla y Léon kaldes en del af regionen for massedaen, som er nogle lange ensformige strækninger med få muligheder for at finde skygge. Ud over de mange kornmarker er dette område knapt så frodigt som det vi ellers har været igennem.

I Galicien kan nævnes den lille by O cebreiro, der ligger oppe i bjergene, med en utrolig dejlig atmosfære og de særprægede gamle stenhuse, som nu fungerer som restauranter m.v. Portomarin er en by der er blevet bygget på ny, den gamle by ligger under vandet, og det eneste der er bevaret derfra, er kirken, der er blevet flyttet sten for sten, og nu ligger højt i den lille by. Galicien er et frodigt område med lidt fugtigere klima, og mange skove med høje eukalyptustræer.

Målet
Turen ender ved katedralen i Santiago de Compostela i Spanien, hvor Apostelen Jakob ligger begravet. Compostela betyder stjernemarken. Når du har gennemført turen, afholdes der en ceremoni for pilgrimmene i katedralen, og bagefter er der mulighed for at se Skt. Jacobs kiste, der står inde i katedralen. Der er også mulighed for at give en skulptur af Skt. Jacob et kram. På pilgrimskontoret, der ligger nær katedralen, kan du få udleveret et bevis på, at du har gået pilgrimsturen, med dit navn skrevet på latin.

Verdens ende
Mange vælger dog at fortsætte turen videre til Finesterre der ligger ud til kysten ved Atlanterhavet. Finesterre betyder "Verdens ende". Det siges, at verdensdelen Atlantia sank i dybet her, det var enden på en gammel tid, og en ny kunne begynde. Deraf betegnelsen "Verdens ende". Der er ca. 90 km. fra Santiago de Compostela til Finesterre, også kaldet Fisterra.

Byen Finesterre minder mest af alt om en lille fiskerlandsby, med restauranter og flere overnatningsmuligheder. Det er dog tradition at gå de sidste 2,5 km ud til "Verdens ende", hvor der så er mulighed for at brænde de gamle klude. Der er en flot usigt, og det er en befrielse at se det uendelige hav, efter at have gået 800 km gennem land og by. Mange vælger at blive og nyde solnedgangen ved "Verdens ende", og fejre at målet er nået.

Vælger du at tage en overnating i Finesterre, kan det anbefales at tage en dag ved stranden. Lige før du kommer til Finesterre er der en fin sandstrand med krystalklart vand. Det er tradition, at når pilgrimmene når hertil, finder de deres egen muslingeskal ved denne strand. Vælger du at gå yderligere et stykke, har vi hørt at der er en endnu flottere sandstrand.


 

caminoen.dk  

Du har 0 varer i kurven
I alt 0,00 DKK